Har du forventninger til din hund?

af: Erik Aalund /Gilpa.dk

Den moderne familiehund kæmper en ensom kamp.

Det er titlen til en artikel udgivet af Københavns Universitet, som du kan læse her.

I store træk handler det om at de danske hundes væsentligste problemer ikke længere er manglende dyrlægebesøg eller fejlernæring, som det var for 100 år siden.

Det er Separationsangst og adfærdsproblemer!

Det er vores tårnhøje forventninger til hundene …

– konkluderer forskere fra Københavns Universitet i et nyt studie, som sammenligner velfærden hos den moderne familiehund.

Er der noget om snakken?

Forskerne konkluderer at familiehunden anno 2022 oplever en høj velfærd, når det handler om sikkerhed, adgang til ernæringsrigtig mad og dyrlægehjælp.

Men i forhold til hundens mentale velfærd, står det anderledes dårligt til.

”Der er rigtig mange der tænker, at moderne familiehunde er møgforkælede og har det alt for godt. Men de lider ofte af ensomhed og urealistiske sociale forventninger fra ejerne, som i sidste ende kan føre til angst, depression eller aggressiv adfærd. Problemer, som landsbyhundene typisk ikke har,” siger dyrlæge og førsteforfatter på studiet, adjunkt Iben Meyer, som er specialiseret i hundes adfærd.

Det er noget af en påstand. 

Forskerne fortsætter: “Hunde, der er meget alene hjemme, eller som ikke er blevet gradvist vænnet til at være alene kan blive ramt af separationsangst eller andre separationsrelaterede problemer som kedsomhed og frustration. Hundene kan nogle gange få afløb for deres angst eller frustration ved at gnave i møbler, tisse på gulvet eller på anden måde ødelægge hjemmet. Det er problemer, som kan få nogle ejere til at aflive hunden eller omplacere den til en ny familie. Hovedparten af hundene lider dog på en mindre destruktiv måde, men det bliver deres problemer ikke nødvendigvis mindre af.”

Stiller vi alt for høje krav til vores hunde?

Jeg tror der er noget om snakket.

Men selvfølgelig kan udtalelserne i artiklen godt komme til at virke lidt hårde og generaliserende. 

Der er stor forskel på hunde, og jeg tror også at det er meget op til den enkelte hund og dens arvemæssige baggrund. 

“Det gælder ikke mindst i sociale sammenhænge, hvor vi skal prøve at undgå, at hunden bliver tvunget ud i noget, den ikke har lyst til. En hundeejers fornemmeste opgave er, at hjælpe hunden bedst muligt med at leve et godt liv med de begrænsninger, som følger af at vokse op som familiehund i Danmark” slutter Iben Meyer.

e-mærket logo